BOOKING

Gratis sommeroplevelser Aarhus

Opera i det fri, film under åben himmel eller unikke kunstværker på stranden. Aarhus summer af liv hen over sommeren, og mange af oplevelserne i smilets by er ganske gratis. Tag et kig i vores guide og bliv inspireret til de gratis glæder.

Sculpture by the Sea

  • Hvad: Kom og oplev Danmarks største kunstevent, Sculpture by the Sea, som udstiller smukke, unikke og legesyge værker på hele den naturskønne kyststrækning fra Tangkrogen til Ballehage Strand. Der er et omfattende aktivitetsprogram, der byder på alt fra fysiske aktiviteter, foredrag og tursejlads til kunstnerworkshops – og alle kan være med.
  • Hvornår: 5. juni - 5. juli
  • Hvor: Tangkrogen 1, 8000 Aarhus C


Bagagerumsmarked på Ingerslev Boulevard

  • Hvad: Bagagerumsmarked på Ingerslev Boulevard er nok det mest populære loppemarked i Aarhus. Og ikke uden grund. Cirka 150 stadepladser fyldt med aarhusianernes skjulte skatte fylder Ingerslev Boulevard, så der er rig mulighed for at få luftet din indre krejler.
  • Hvornår: 1. og 3. søndag i april - september fra kl. 10-16
  • Hvor: Ingerslev Boulevard, 8000 Aarhus C


Aarhus Jazz Festival

  • Hvad: Jazzfestivalen præsenter både velkendte og nye talenter. Derfor er programmet for Aarhus Jazz Festival både uforudsigeligt og velkendt, og det er den strategi, der gør, at festivalen gennem de seneste mange år har opnået internationalt ry. Mange koncerter finder sted i dagtimerne, og de fleste er med gratis adgang.
  • Hvornår: 11.-18. juli
  • Hvor: På udvalgte spillesteder, 8000 Aarhus C

 

Bagagerumsmarked på Bispetorv

  • Hvad: Et slaraffenland for krejlere på jagt efter skjulte skatter. Oplev et marked i hjertet af Aarhus, hvor det oser af ægte nostalgi. Markedet har fokus på, at der kun må handles med egne BRUGTE ejendele og danske husflidsprodukter. Så I undgår at støde på Tupperware og Aloe Vera-produkter.
  • Hvornår: 27. juni, 4. juli, 1. august, 26. september og 17. oktober
  • Hvor: Teatergaden 1, 8000 Aarhus C


Zulu Sommerbio

  • Hvad: Det er igen blevet den tid på året, hvor Zulu Sommerbio-tourbussen besøger sommerlandet med spritnye film. I kan se frem til popcorn, afslapning og glimrende film under åben himmel – og i år kan I opleve følgende film: The Grand Budapest Hotel, Force Majeure og Whiplash.
  • Hvornår: 19. – 21. juli
  • Hvor: Botanisk Have, 8000 Aarhus C


Stella Polaris

  • Hvad: Stella Polaris er en elektroniske musikfestival, som hvert år afholdes i grønne områder i flere danske byer. Festivalen, som er et endagsarrangement, turnerer rundt i hele Danmark, og den 25. juli er det Aarhus’ tur til både danske og internationale kunstnere inden for elektronisk musik. Fokus er på at hygge sig, slappe af - og selvfølgelig lytte til den fantastiske musik.
  • Hvornår: 25. juli
  • Hvor: Botanisk Have, 8000 Aarhus C


Opera i det fri

  • Hvad: Det Kongelige Teater og Nykredit inviterer til gratis operakoncert i Aarhus. Så pak picnickurven og vær med, når de veloplagte og talentfulde operasolister under åben himmel fremfører et uddrag fra den kommende operasæsons repertoire. 
  • Hvornår: 9. august
  • Hvor: Amfiscenen ved Musikhuset, Thomas Jensens Allé 2, 8000 Aarhus C


Post Danmark Rundt

  • Hvad: Der bliver gang i den, når Post Danmark Rundt indtager området ved Strandvejen og Tangkrogen. Cykelrytterne starter i Ringkøbing og forventes at lave opløb i Aarhus på Strandvejen omkring kl. 16.30. Kom ned i målområdet og oplev den unikke stemning – og kom helt tæt på de professionelle ryttere.
  • Hvornår: 5. august
  • Hvor: Strandvejen v. Tangkrogen, 8000 Aarhus C

 

Sommer Chillout

  • Hvad: Gratis endagsfestival, der præsenterer danske og internationale upcoming kunstnere - primært inden for elektronisk musik. Festivalen har på få år udviklet sig meget, og hele Aarhus er inviteret til at deltage i festen, hvor der er adskillige kreative og kulturelle aktiviteter som aktiverer de besøgende.
  • Hvornår: 15. august
  • Hvor: Ceres Parken, Ceres Allé, 8000 Aarhus C


Aarhus Festuge

  • Hvad: Der opstår en helt særlig stemning i Aarhus under Festugen, hvor byen summer af liv. I kan se frem til at blive underholdt, overrasket og udfordret, når der præsenteres nytænkende kunst- og kulturoplevelser fra ind- og udland, som kun kan opleves én gang og ét sted: til Aarhus Festuge. Aarhus Festuge blev afholdt første gang i 1965, og er i dag en af Nordens største kulturfestivaler.
  • Hvornår: 28. august – 6. september
  • Hvor: Over hele Aarhus. Tjek Festugens hjemmeside for info