BOOKING

Oplev Aarhus By Night

Inspirationsguide: Oplev Aarhus By Night

Lækre drinks, gode dj's og masser af dansegulv. Aarhus har et stort udvalg af natklubber, barer, pubs og caféer, hvor I kan nyde Aarhus By Night. Hvis I har lyst til at mærke pulsen, så guider vi jer hen til 10 vidt forskellige steder, hvor den pumper.

Fidel’s

  • Hvad: Hos Fidel’s kan I få en tår af Cuba og den caribiske stemning. Her finder I altid fest, glade mennesker og gode råvarer. De bedste og friske råvarer er nemlig grundlaget for deres cocktails. Drinkskortet er stort, og bartenderne er dygtige og guider jer gerne til det rette valg.
  • Hvor: Åboulevarden 25, 8000 Aarhus C


Rar Bar

  • Hvad: Rar Bar er en oase i sig selv på Frederiksbjerg, og de serverer mad, kaffe og cocktails i et afslappet og hyggeligt miljø. Rar Bar er ikke stor, men meget populær, så det er en god ide at komme i god tid for at få en plads. Om sommeren kan I nyde mad og drikkevarer udendørs.
  • Hvor: Jægergårdsgade 71, 8000 Aarhus C


Train

  • Hvad: Train natklub er en af landets største og førende natklubber. Natklubben har siden starten i 1998 blandet livekoncerter og DJ’s, både nationale og internationale. På natklubben er det festen, kvaliteten, den gode oplevelse, service og tryghed for gæsten, der er i højsædet.
  • Hvor: Toldbodgade 6, 8000 Aarhus C


Castenskiold Mad &Natklub

  • Hvad: Castenskiold byder på fantastisk mad og drikkevarer i lækre omgivelser til fornuftige priser. Om natten forvandler Castenskiold sig til en moden natklub, hvor der bliver lagt vægt på gode oplevelser og god service. Samtidig sørger de faste DJ’s for lækker musik.
  • Hvor: Åboulevarden 32, 8000 Aarhus C


Kupé

  • Hvad: I 2003 åbnede Kupé som en loungebar, og den ligger i forlængelse af Train, men er stadig helt sin egen. Kupé er en af landets skarpeste natklubber, og omdrejningspunktet er den eksklusive fest og den høje service. Bag pulten er nationale og internationale DJ’s.
  • Hvor: Toldbodgade 6, 8000 Aarhus C


Heidis Bier Bar

  • Hvad: Heidi’s Bier Bar tilbyder ægte oktoberfest-stemning og afterski-party. Barkortet er krydret med forskellige tyske og østrigske ølspecialiteter.  Personalet er i ægte dirdnl og lederhosen, og musikken er en god blanding af tyske slagere og danske hits.
  • Hvor: Klostergade 34, 8000 Aarhus C


Waxies

  • Hvad: Waxies er en irsk bar med hyggelig stemning og god musik i autentiske omgivelser. De byder på Premier League-fodbold på storskærme, quiz- og pokeraftener, og i weekenden er der livemusik med både irsk og mere traditionel popmusik.
  • Hvor: Frederiksgade 16, 8000 Aarhus C


Café Smagløs

  • Hvad: Café Smagløs er en af Aarhus' ældste caféer. Stedet oser af sjæl og atmosfære, hvilket gør det til et af byens mest populære mødesteder. Smagløs har en lille scene, og herfra kan I flere gange om ugen opleve lokale eller internationale musikere og entertainere. 
  • Hvor: Klostertorvet 7, 8000 Aarhus C


Herr Bartels

  • Hvad: Herr Bartels er én af Aarhus' mest populære cocktailbarer. Indretningen er enkel og minimalistisk, og der er borde langs væggen, mens baren fungerer som stedets samlings-punkt. Herr Bartels speciale er lækre drinks, og baren har kun mandlige bartendere.
  • Hvor: Åboulevarden 46, 8000 Aarhus C


Peter Gift

  • Hvad: Peter Gift i Aarhus har over 100 år på bagen, og her kan I spise god mad og vælge imellem 45 forskellige ølmærker fra hele verdenen. Nyd det i den hyggelige gårdhave eller i det atmosfærefyldte lokale, hvor der bliver tændt op i pejsen, når gårdhaven er lukket.
  • Hvor: M. P. Bruuns Gade 28, 8000 Århus C