Spillesteder i Aarhus

Stolte musiktraditioner

Aarhus har gennem årtier fostret det ene store danske musiknavn efter det andet. Især i 1980’erne væltede det frem med både talentfulde og populære sangere. Her i det nye årtusind er musikken igen i voldsom fremdrift i Smilets By. Her får du overblikket over spillestederne i Aarhus, så du ved, hvor du skal hen for at opleve de nye TV-2, den nye Thomas Helmig eller Tina Dickow.

Når du skal finde det nye navn, så skal du besøge de lokale spillesteder, og dem har Aarhus mange af i forskellige størrelser og med forskellige navne alt efter, hvor mange billetter kunstneren eller bandet forventer at sælge.

Scandinavian Congress Center

Et af de større spillesteder er Scandinavian Congress Center, også kaldet SCC, hvor hovedsalen ofte besøges af de største danske navne som Nephew, L.O.C. og Tina Dickow. Der er desuden tit internationale navne forbi også. SCC har plads til 4.000 tilskuere, og når der er musik, summer hele huset af aktivitet og glæde.

Train

På Train er der plads til 1.300 tilskuere, og siden åbningen i 1998 har den klare vision været at ”få rocken tilbage til Aarhus”. Det er lykkes ganske godt, om end du sagtens kan opleve andet end rockkoncerter på Train, som i øvrigt også fungerer som natklub i weekenderne med DJ-sets af anerkendte DJ’s.

Voxhall

Voxhall finder du på Vester Alle i Aarhus, hvor det ligger side om side med Atlas. Her er plads til 700 publikummer, og her kan du opleve markante kunstnere fra både Danmark og udlandet.

Atlas

Atlas hænger uløseligt sammen med Voxhall, da de to spillesteder er naboer. Siden 2010 har Atlas fungeret som scene for op til 300 publikummer, der bl.a. har kunnet opleve jazz, rock og world koncerter. Atlas er et godt sted til den intime musikalske oplevelse med de mindre navne.

Book din overnatning

Oplev Hotel Oasias betagende Grand Suite og lad dig indhylle i elegance og komfort

Radar

Du finder spillestedet Radar ved Godsbanen i Aarhus. Her er plads til 300 stående publikummer. Med over 100 årlige koncerter præsenterer Radar et bredt udvalg af artister. Radar hed tidligere Musikcafeen, som dengang lå i Mejlgade, og stedet er fortsat i samme ånd som Musikcaféen.

Musikhuset

Musikhuset i Aarhus byder på mange forskellige forestillinger og koncerter i deres koncertsale. Fælles for disse er ”god lyd”, da Musikhuset er bygget netop med henblik på, at der skal spilles musik i de seks sale og på de ni scener, som huset rummer, og derfor er akustikken i meget høj grad tænkt ind, da bygningen blev opført. Det giver fantastiske oplevelser.

Tivoli Friheden

Det lokale Tivoli er et besøg værd. Er du musikinteresseret og i Aarhus en fredags sommerdag, så er Fed Fredag oplagt. Her byder Tivoli Friheden velkommen til koncert med populære danske navne. Kig på linket herunder, hvor de optrædende bliver offentliggjort.

Ceres Park & Arena

Ceres Arena er den helt store indendørs arena i Aarhus og derfor også stedet, hvor du oplever de største danske navne. Stedet huser op til 5.000 tilskuere. I forlængelse af Ceres Arena afholdes der også af og til koncerter udendørs i Ceres Park, som til dagligt er hjemmebane for fodboldklubben AGF. Ceres Park er godkendt til koncerter med op til 50.000 tilskuere.

Grøn Koncert

Grøn Koncert karavanen besøger bl.a. Aarhus i de to uger den er undervejs hver sommer. Det er Muskelsvindfonden, som står bag Grøn Koncert og i Aarhus har der været udsolgt de sidste mange gange de har været forbi. Musikken er toppen af den danske musik, men der er ofte også plads til nye navne.

SPOT Festival

Danmarks største showcase festival er muligvis din bedste chance for at opleve det helt store nye danske navn, FØR de for alvor slår igennem. Denne festival afholdes én gang om året i slutningen af april/starten af maj, og der bydes på musik i alle tænkelige genrer, samt spændende musikalske sammensætninger. Koncerterne varer typisk ca. 45 minutter, er spredt ud over spillesteder i Aarhus og du kan så shoppe koncerter alt efter din smag og nysgerrighed.

Northside Festival

Aarhus’ tilskuermagnet nummer 1 er Northside Festival, som afholdes i juni måned. Her optræder de helt store internationale og danske navne. Samtidig er Northside en festival, der fokuserer på bæredygtighed. Eksempelvis er minimum 30% af al mad i boderne økologisk.

Som vores gæster oplever os @hoteloasia