BOOKING
Guide til 6 gode cocktailbarer i Aarhus

Guide til 6 gode cocktailbarer i Aarhus

6 gode cocktailbarer i Aarhus

En god cocktailbar er et must for enhver stor og halvstor by og Århus har mange gode steder at vælge imellem, når det kommer til velsmagende drinks. Vil I nyde en god cocktail eller drink i Smilets By, så har I altså rigtig mange muligheder, og vi giver her 6 tips til gode cocktailbarer i Århus.

Bar Start - Velsmagende godt håndværk

Bar Start laver gode drinks. Så simpelt kan det faktisk siges. Du finder både klassikere og nyopfundne drinks her, og de kompetente bartendere sørger for at din cocktail smager godt. Baren er legendarisk på det sociale medie Twitter, da den altid er omdrejningspunkt for #twaarhusbar, som er det klassiske fredagsbarskoncept udsat for Twitter, hvilket også betyder, at der foregår masser af networking. Tjek hashtagget for mere info, og endnu vigtigere: besøg Bar Start, hvis du vil drikke en god cocktail. Find dem på nettet: Bar Start og find dem i virkeligheden på Fiskergade 28

Herr Bartels - Gallakjole ikke påkrævet

Med et omfattende drinkskort er Herr Bartels, på Åboulevarden, et oplagt valg, når I gerne vil have gode drinks. Cocktailkortet udskiftes en gang imellem og typisk så det afspejler sæsonen, vi befinder os i. Men uanset hvornår på året I besøger baren, så kan I være sikre på, at drinks er gode og bartenderne sørger for god service og drinks i topklasse. Toptip: Onsdag og torsdag får du oven i købet 2 drinks for 1 drinks pris. Find dem på nettet: Herr Bartels og find dem i virkeligheden på Åboulevarden 46

Fidels - Klassiske cocktails med en duft af Caribien

Fidels i Århus er til dig, der elsker Caribien, Sydamerika, sandstrande og det krystalblå hav. Ikke fordi du bliver teleporteret dertil, men fordi du vil opleve at Fidels fanger stemningen og atmosfæren derfra. Eksempelvis fyrer de op under de hede salsarytmer hver torsdag med Cubanisima. Temaet er dans, drinks og lækker musik. Drinkskortet bugner af drinks, som har caribiske og sydamerikanske aner, som fx mojito, caipirinha, piña colada og der er naturligvis også plads til klassikere som cosmopolitan, moscow mule og dark and stormy. Find dem på nettet: Fidels og find dem i virkeligheden på Åboulevarden 25

Castenskiold - Natklub med forkærlighed for den gode cocktail

Castenskiolds natklub åbner fredag og lørdag kl. 22, når restauranten samme sted lukker, og med åbent til kl. 5 om morgenen er der rig mulighed for at kigge nærmere på drinkskortet, og finde de gode cocktails I elsker. Castenskiold kan lave rigtig mange forskellige drinks, så der er grobund for en super fornøjelig aften, lige som der er mulighed for en aften i selskab med champagneflasker, hvis det er det, I ønsker. Castenskiold vandt i 2016 1. plads i kategorien flair til DM i bartending. Hvis ikke det er et kvalitetsstempel, så ved vi ikke hvad er! Find dem på nettet: Castenskiold og find dem i virkeligheden på Aaboulevarden 32

St. Pauls Apothek - Spektakulære cocktails rystet af prisvindende bartendere

Hvad der i gamle dage var et apotek, og på den måde tjente århusianerne i over 100 år, er i dag et mad- og barsted. Vi kunne også spørge på denne måde: Hvad får man, hvis man krydser en NOMA kok med en Danmarksmester i cocktails for juniorer? Svaret er naturligvis St. Pauls Apothek. Vi vil godt slå et slag for apotekets cocktails, som befinder sig helt i toppen af kvalitetsskalaen. Vil I have gode drinks, lavet af professionelle bartendere, så er St. Pauls Apothek et sted, der ikke er til at komme uden om. Og prisen er tilmed også fair. Find dem på nettet: St. Pauls Apothek og finde dem i virkeligheden på Jægergårdsgade 76

Pustervig - Stor smagsoplevelse i fantastiske drinks

Pustervig er til jer, der nyder en god drink i god kvalitet, og som har nogle nuancer i smagen, som I måske ikke lige har prøvet før. Dette gør Pustervig ofte ved at tage afsæt i en klassisk drink - eksempelvis Whisky Sour - og derfra er der dømt ”bartenderens legestue”. Der leges med smagen, hvilket ikke ses så tit, idet mange steder holder sig til klassikerne. Ud over de sublime drinks får I også fabelagtig betjening fra kompetente og opmærksomme bartendere, der sætter en ære i at betjene gæsterne. Find dem på nettet: Pustervig og find dem i virkeligheden på Rosensgade 21

 

Nu har I 6 gode bud på hånden til steder i Århus, hvor I kan få gode cocktails og drinks, og når I så har drukket den sidste drink, så venter den dejlige og komfortable seng på Hotel Oasia og morgendagen starter med vores gode morgenbuffet, der, ud over æg og bacon også, byder på velsmagende økologiske morgenprodukter.